1 år

I dag er det et år siden jeg modtog nøglerne til mit lille byhus i Via Scavuzzo 28. Og det var så meget mere end blot et sæt nøgler bundet sammen af en nøglering. 

Det er vanvittigt at tænke på hvad der er sket siden da. Som mange ved, var der allerede inden da store forandringer i gang i mit liv. Jeg forsøgte at finde fodfæste, og tænkte at Sicilien var et godt sted at nulstille mig selv, komme væk fra det hele en uges tid. Få ro på mit liv, og få styr på mit liv. 

Jeg havde ikke forestillet mig, at rejsen skulle ændre mit liv så markant som den gjorde - mødet med Shelly og Cianciana vendte bogstaveligt talt ALT på hovedet. 

Mine tre dejlige drenge, som inspirerer mig på så mange niveauer, fik idéen om at prøve at leve i udlandet til at spire. Som den praktiske gris jeg er, begyndte jeg straks at skrive to-do-lister. Det er min måde at møde fremtiden på, og forberede mig. Men som lister er flest, så handlede de udelukkende om alle de praktiske udfordringer og problemer jeg potentielt ville møde. 

Uvidende var jeg om, at dét jeg ville møde mest af undervejs, var mennesker. Så mange mennesker. Og så mange imødekommende mennesker. Faktisk er jeg, ved seneste optælling, de seneste 12 måneder blevet beriget med mere end 75 nye navngivne mennesker, som jeg i dag kan kalde bekendtskaber/venner/familie. Den eneste periode i mit liv det er sket tidligere, var da jeg startede i gymnasiet. Så tesen om at det kan føles ensomt at flytte til et fremmed land, kan jeg ikke helt genkende. 

I dag lever vi lidt et nomadeliv, og har ind til videre base i Italien og Canada. Men som det er i baseball (jeg er så småt blevet sat ind i spillets ret komplicerede regler), er der brug for en ‘third base’, så savnet til Danmark ikke bliver for stort. Det arbejder vi på!

Heldigvis er mine børn ramt af stor rejselyst, og har sammenlagt allerede været på besøg i Cianciana i mere end syv uger – og i næste uge lander tre femtedele af dem i Catania igen. Hvilken lykke. 

Så sikke et år! Endnu engang er jeg blevet bekræftet i, at tør du møde verden med åbne arme og åbent sind, så møder verden dig med samme mængde åbenhed. Og ofte lidt til. Jeg føler mig priviligeret at få lov til at opleve og lære alt dette nye, og blive mødt med så meget imødekommenhed og hjertelighed – uanset lande og kulturer. Det bekræfter mig i at verden er et godt sted. Også – eller måske specielt – i en tid, hvor krig, ondskab og ulykke fylder så meget. En stor del af verden ER et godt sted. 

Jeg gav mig selv 18-24 måneder til at finde ud af, om jeg kan leve et så, forholdsmæssigt, isoleret sted, og i så komprimeret et samfund. Så det er endnu ikke tid til at evaluere, beslutte og evt. ændre. 

Men det første år med hus og liv i Cianciana giver mig bare lyst til at sige tak. Tak for nye møder, tak for besøg, tak for at tage imod, og for at give. Tak til Cianciana – en ualmindelig speciel, ufattelig skøn og ubeskrivelig varm lille plet på det store verdenskort. 

Det har været et usædvanligt år … A good year! ♥️