Alle de mange mennesker på min vej

Inden min afrejse var der mange der spurgte ind til, om ikke jeg var bange for at være alene. Måske endda blive ensom undervejs. De to ting er jo vidt forskellige – at være alene er blot en tilstand, hvor ensomhed er en følelse, som ligeså vel kan opstå blandt mange mennesker.

Jeg har aldrig været bange for at være alene. Jeg har været, og kan være, bange for at blive forladt, men det er igen noget tredje. Alenehed har jeg det fint med. Og på hele min rejse har jeg haft det godt med at være alene. Og også at være alene om de halvandet års forberedelser har jeg haft det godt med. Men samtidig elsker jeg også at være blandt mennesker, og jeg elsker det social, hyggen, snakken, det at deles om noget.

Gennem hele min lange rejse har jeg mødt mange spændende mennesker. De fleste gange uplanlagt, og mange gange har det ikke nødvendigvis været lange møder og snakke, men bare korte tilfældigheder, som alle har været med til at gøre turen endnu mere spændende. Smalltalk, problemløsninger, venskabelige snakke, dybe snakke, pjatterier og snakke blot fordi det altid er interessant at møde andre mennesker – især når man er alene på farten, og især fordi det bare er dét, der gør det spændende at rejse.

Herunder en lille samling anekdoter om alle de mennesker jeg har mødt på min vej. Listen er ikke fyldestgørende, og beskrivelserne er gjort korte, så du også kan nå at komme i seng i ordentlig tid.

• Fritz og hans kæreste i Bad Harzburg I forbindelse med at jeg skulle skrive artikel til Cykelmagasinet Velomore, tog jeg kontakt til den lokale MTB-guide Fritz i Harzen. Han og hans kæreste blev de første besøgende i camperen på turen, og vi fik en god snak om mountainbiking, camperliv og deres kamp som små selvstændige i et erhverv, der har været hårdt ramt under pandemien. Jeg har gemt Fritz' telefonnummer, for man ved aldrig hvornår man får brug for en ordentlig MTB-guide i Harzen.
  

• Eva og Gerhard i Remscheid Efter nogle dage i Harzen besøgte jeg Heidis faster, hendes mand Gerhard og deres familie i den lille by Remscheid, som ligger i Nordrhein-Westfalen i Tyskland, ikke så langt fra Düsseldorf. Jeg havde været afsted i halvanden uges tid, og på dét tidspunkt føltes det som om det var længe siden jeg havde set nogle kendte ansigter. Så det var skønt at blive modtaget med åbne arme, blive inviteret ud at spise og sove i en opredt seng. Den bedste måde at lære et land at kende på er, at bo hos private i landet, og selvom den tyske kultur jo ikke er milevidt fra vores danske, så følte jeg alligevel at jeg fik en ekstra god bid af Tyskland med. Dejligt at opleve den store gæstfrihed.
  

• Anne Marie i Rotterdam På min vej fra sneklædte Amsterdam til cykelløbet Flandern Rundt i Belgien, kom jeg lige forbi Rotterdam og spiste en hyggelig tretimers frokost med Anne Marie tæt på hendes hjem lige ved lystbådehavnen. Det var mange år siden vi sidst havde delt et par glas hvidvin, så snakken gik hurtigt, og vi kom vidt omkring. Jeg har gået i gymnasiet med Anne Marie, og efter huerne blev uddelt og alle blev spredt, har vi kun set hinanden til reunionfester. Men et dejligt gensyn, og forhåbentlig kan vi ses lidt oftere, når hun besøger Danmark i ny og næ.

• Belgiske cykelfans ved Flandern Rundt Når man ser cykelløb i Belgien, så gør man det med hjertet – og sammen med venner og familie, og gerne med en øl i hånden. På en iskold mark i Flandern mødte jeg tre belgiske cykelfans, som ivrigt fortalte om deres favoritter og hvorfor de hepperede på lige præcis dem. De bød på øl, som jeg afslog, da jeg skulle køre videre, og de lyttede interesseret til mit rejseprojekt, som jeg stadig på daværende tidspunkt følte mig ret ny i.

• L’Oréal medarbejdere på HUP Karlsruhe Det pudsige ved at arbejde sammen med en stor international koncern som L'Oréal er, at man kan maile dagligt med mennesker, som man måske aldrig kommer til at møde, eller blot snakke i telefon med. I Karlsruhe mødes jeg med Sylvie, Angelo, Ninon og Felix. Angelo og jeg har arbejdet sammen i 12-13 år, og nogle af de andre har jeg haft dialog med jævnligt gennem de seneste 7-8 år. Selvom coronarestriktionerne i Tyskland var ophævet pr. 1. arpil, så var det stadig regel at bære mundbind på fabrikken, så vores første møde blev kun half-face-to-face. Vi faldt hurtigt i snak, og efter en lille time fik jeg en spændende rundvisning på den imponerende næsten fuldautomatiske fabrik, hvor en del af mit arbejde altså ender. En lærerig dag, og et besøg jeg ikke ville have været foruden.

• Familien i Versailles Jeg elsker Airbnb. Og jeg elsker den uformelle måde at bo på, og hvis man er heldig, også at møde og opleve kulturen og befolkningen i det land man besøger. Og jeg var bestemt heldig i Versailles, lige uden for Paris. Her havde jeg lejet et værelse hos en familie, ikke af en familie. Det vil også sige, at jeg i de tre nætter jeg var der, boede der på nogenlunde lige vilkår som familien selv. Jeg fik en lille del af stuen, som var adskilt fra den øvrige stue af et par tre meter høje franske døre, og så fik jeg mit eget lille badeværelse og havde ellers adgang til køkken mv. På bloggen kan du læse om mit møde og min timelange snak i køkkenet med husets datter, hvor hun fortalte mig om det at være ung i Frankrig, om studielivet og hendes foventninger til valget, som var højaktuelt på den tid jeg boede der. En skøn, travl fransk familie, som lukkede mig ind i en lille del af deres liv for tre dages tid.
  

• Jørgen rundt i Normandiet og Bretagne I Versailles stødte Jørgen til, og var som den første gæst om bord også med til jeg fik øjnene op for, hvor hurtigt køretiden kan gå, når du samtidig har nogen at snakke med. Mens vi oplevede Normandiet og de skelsættende strande, Mont Saint-Michel og en stor del af Bretagne, fik vi snakket om både stort og småt. Mest stort, og det var rart, for jeg havde virkelig savnet nogen at snakke rigtigt med på turens tre første uger. Efter en våd aften i Nantes tog Jørgen toget tilbage til Paris, og jeg var på egen hånd nogle uger frem.
  

• Chateau Viella nord for Pau Jeg havde en forestilling om, inden jeg rejste afsted, at jeg ville bruge ordningen France-Passion gennem hele Frankrig. Det blev kun til dette ene besøg, men var en kæmpeoplevelse, og bestemt noget jeg kan anbefale og selv gerne vil prøve igen. Jeg snakkede med Zoe på chateauet, som gav mig en vinsmagning kl 10 om formiddagen. Da jeg var eneste gæst fik vi en snak om lidt af hvert – mest vin, men også om hvorfor hun som englænder var havnet i Frankrig og hvor glad hun var for at arbejde på vingården.
  

• Kim fra Portugal Mit møde med danske Kim langt ude i bjergene i Nordspanien, er virkelig dét man må kalde en tilfældighed. Jeg er ude at cykle, og bliver overhalet af en camper på portugisiske nummerplader. Længere fremme af vejen møder jeg camperen igen, og hilser på ejeren. Han viser sig at være dansker, bosiddende i Portugal, og på vej nordpå hvor han blandt andet skulle besøge sin søster i Danmark, sine børn i Holland og så vist også bare lidt rundt på må og få. Det blev til en lang aften og snak over en flaske rødvin, og jeg har gennem resten af turen holdt kontakt med ham på beskeder, hvor han blandt andet har sendt tips og råd til mit besøg i Portugal.
  

• Campermutter og -fatter på camping i Ribadeo På den lille campingplads Pinlo Costa lidt uden for den nordspanske by Ribadeo, får jeg en længere snak med campingmutter. Den lille plads er superhyggelig og veldrevet, og hendes mand spiller guitar og synger viser om aftenen til stor glæde for pladsens gæster. Hun fortæller om deres udfordringer under corona, og med den forholsvis korte campingsæson, der er i Spanien – mange pladser har stort set kun åbent i to måneder.
  

• Mark i Santiago de Compostela Da der er gået knap tre uger fra Jørgen rejste hjem med tømmermænd i Nantes, er det med store forventninger at jeg tager imod Mark i døren til vores lækre Airbnb-lejlighed i Santiago de Compostela. Vi får hurtigt etableret et rullende kontorfællesskab, og Mark giver tydeligt udtryk for, at han er imponeret over hvor meget hverdag man faktisk kan skabe sig med en camper, en bærbar og en internetopkobling. Du kan læse mere om vores oplevelser på bloggen. Vi deler kontor i 11 dage gennem Portugal – nogle værdifulde dage, som fik åbnet for snakke og oplevelser, som jeg ikke tror vi ville have fået på anden vis. Camperen kan et eller andet, når det kommer til to- eller tre-fire-somhed, uanset om det er med venner, kærester eller børn – den lille plads og enkeltheden åbner for sjældne samtaler og samvær.
  

• Skohandleren Hugo og hans ven i Amarante i Portugal Efter de første fire-fem kolde og forholdsvis regnfulde uger af turen, er der, efter at vi er kørt ind i Portugal, blevet skruet gevaldigt op for varmen. Så jeg beslutter at det er tid for mig, at træde i et par Birkenstock-sandaler. I Amarente, hvor vi er tjekket ind på den lokale campingplads, finder vi en skobutik, og udvalget af de specielle sandaler er stort samtidig med at priserne er lave. Hugo er ejer af butikken, og servicen er i top, så inden længe kan jeg forlade stedet med nyt fodtøj i posen. Vi går 100 meter til venstre for butikken, men må konstatere at byen blot ender dér, så vi vender om, passerer skobutikken igen og kommer ned på byens livlige torv. Der er ikke et bord ledigt, men vi bliver råbt an af Hugo og hans ven – de har nået at lukke butikken og fået serveret en stor fadøl mens vi gik de hundrede meter forkert – og vi bliver inviteret til at sidde ved deres bord. Snakken og øllene flyder, og efter nogle timer er vi på én og samme tid blevet klogere på hvordan det er at være selvstændig forretningsdrivende i Portugal, og også alle blevet betydelig mindre kloge at høre på. Men nogle sjove timer blev det til.
  

• Helen og Henrik i Porto Mark og jeg har siddet og nydt solnedgangen, en middag med sea bass og et glas portvin, og på vejen tilbage til vores Airbnb-lejlighed, skal vi lige have en godnatøl på en lille bar på et gadehjørne. Jeg bemærker noget dansk snak derinde, og ser nogle unge piger der er i byen. Vi sætter os, og inden længe hører jeg endnu nogle danske strofer. Ved nabobordet sidder Helen og Henrik – et ældre ægtepar – hun englænder, han dansker. De bor lidt på skift i England og Valencia i Spanien, og pludselig går snakken lystigt. En godnatøl bliver til nogle glas vin, og endelig en godnatøl, og vi skilles efter en hyggelig samtale, og jeg bliver inviteret til at komme forbi og overnatte hos dem i Valencia, hvis min tur skulle gå den vej. Det gør den desværre ikke, men jeg har skrevet med Helen efterfølgende og håber at få besøg af dem begge når de en dag besøger Danmark.
  

• Heidi og Anette i Lissabon Hvis man vil genopleve lidt af teenageårenes kådhed, så skal man bare rejse væk fra sin kæreste i to måneder. Da Mark og jeg møder Anette og Heidi i Lissabon opstår der en helt særlig energi, som det er nogle år siden jeg har oplevet. Vi har nogle hyggelige dage sammen i Lissabon, hvor vi bl.a. kører ud til den lille badeby Cascais lidt udenfor Lissabon. Heidi og jeg vinker farvel og kører videre mod Madrid på egen hånd – også dén tur, og specielt vores helt enestående fricamper oplevelse i bjergene nord for Madrid, kan du også finde detaljeret beskrevet andetsteds på bloggen.
  

• Buschauffør på rasteplads mellem Sevilla og Madrid På en støvet og brændende varm rasteplads mellem Sevilla og Madrid er Heidi inde på toilettet, og imens får jeg en snak med en chauffør fra en minibus. Han har en enkelt kunde med i bussen, og hun støder også til samtalen. De får set camperen ind- og udvendigt, og jeg fortæller lidt om turen, som de viser stor interesse for.
  

• Gårdejer Rico ved San Ildefonso Fra Madrid er jeg kørt over bjergene og gennem skistedet Puerto de Navacerrada, og er endt på en agriturismo-gård lidt uden for San Ildefonso. Her er et leben af de gængse bondegårdsdyr, men også et par påfugle, som hopper rundt oppe i træerne omkring camperen. Ejeren Rico fortæller, at han flere gange hver sommer får besøg af skoleklasser fra skoler i området, hvor børnene tilbringer en uge på gården og får en lidt anderledes undervisning. Gårdspladsen er da også fyldt med børn, der bl.a. morer sig med mørkeløb på gårdens kæmpe arealer.

• Campingmutter i bjergene nord for Madrid I bjergene i nationalparken Sierra Norte de Guadalajara ligger min lille yndlingscampingplads, Los Bonales. Den er ikke større end, at der maks kan være 12-15 campere, og derudover er der tre små hytter. Jeg bliver der i tre dage, og får af flere omgange snakket en del med ejeren. Hun bliver ved med at undskylde hendes engelsk, men det går nu helt fint. Hun har haft pladsen sammen med hendes mand i fem år, og jeg er den første danske gæst de har. I marts måned lå her 20 centimeter sne, men mens jeg er her er temperaturen omkring 28 grader. En fantastisk lille plads, og en fantastisk område, som jeg gerne vender tilbage til.
  

• En gammel Volvo stationcar på vej til Madrid På campingpladsen Los Bonales møder jeg to unge tyskere. De ankommer i en gammel Volvo staioncar, og tager en plads tæt på mig (uden at ødelægge min udsigt). Tre minutter efter de er landet, har de sat to campingstole på plads, og knappet et par øl op. Jeg venter en times tid, men der er ingen tegn på at de skal slå telt eller lignende op, så jeg tager nogle øl i hånden og går hen for at få stillet min nysgerrighed. De er på vej til Madrid, hvor de skal feste nogle dage. De har tre ugers ferie, og det var lidt en indskydelse at de tog afsted, så de smed bare lidt tøj og deres longboards ind bag i bilen og tog afsted. De har intet telt, men sover bare bag i bilen. Det kan man da kalde eventyr-vilje. Vi drikker en øl sammen, og de får også hørt mine rejseplaner.

• Familie på tankstation på vej mod Zaragoza Efter to måneder på farten er det svært at se, at camperen er sort, så da jeg kommer til en tankstation hvor der er vandpost og en vaskebørste på teleskopstang, beslutter jeg mig for at det er vaskedag. Da jeg er halvvejs gennem vasken, kører en bil op på siden af mig. Det er en ung spansk familie med to mindre børn, og forældrene er meget interesserede i at høre om min camper. Så jeg fortæller om alle fortræffelighederne, og de får link til min hjemmeside og til Sunlights side, og så kører de ellers fra tankstationen med eventyret tændt i øjnene.
  

• Michael Blomsterberg ved foden af Mont Ventoux Jeg har lavet et længere skriv på bloggen om mødet med Michael i hans skønne hus i Provence. Jeg tilbragte to pragtfulde dage ved foden af Mont Ventoux, i selskab med Michael og hans gode venner Peter og Søren – et besøg jeg aldrig vil glemme, og tidsmæssigt var det perfekt placeret cirka midtvejs mellem at jeg havde sat Heidi af i Madrid, og vi skulle ses igen i Palermo, så jeg havde et stort behov for at socialisere. Større gæstfrihed skal man virkelig lede længe efter.
  

• Michaels cykelgæster Den sidste aften jeg tilbringer hos Michael, er huset fuld af danske cykelentusiaster, som er kommet for at bo i hans hus og cykle en uges tid i området. Det bliver en lang snak den aften, om blandt andet frihed, eventyr og camperliv, og den efterfølgende morgen er et par af gæsterne oppe på p-pladsen, hvor jeg har boet, for at se nærmere på mit lille hjem. De skal selv på ferie i autocamper med deres børn senere på sommeren, så de stiller en masse interessante spørgsmål.
  

• Ane ved Middelhavet Ane kender jeg via min gamle ven Klaus helt tilbage fra vores unge dage. I dag bor hun i Saint Maxime ved den franske riviera i et lækkert hus, som hun lejer ud så ofte som muligt. Så når huset er udlejet flytter hun ned i sin båd, som da jeg besøger hende er helt nyindkøbt – jeg er faktisk den første gæst om bord, så det fejrer vi med en flaske rosé. Og så går snakken ellers omkring camperkøkken, toiletforhold, og deslige, for der er ikke den store forskel på at bo i en camper eller en mindre båd. Ane spørger da også som noget af det første, hvornår man holder op med at støde ind i alt muligt, for hun er træt af blå mærker. Jeg har oplevet det samme, og kan berolige hende med at kroppen vænner sig til de små forhold efter et par uger.
  

• Frisøren i Toulon Modsat min første grænseoverskridende klipning i Santiago de Compostela, hvor den ellers søde frisør ikke sagde mange ord, så får jeg en mere interessant snak med den unge frisør, der klipper mine lokker i havnebyen Toulon. Mens jeg venter på færgen til Korsika skal sejle, får vi en snak om dansk, fransk og portugisisk fodbold. Han er 21 år og kommer fra Lissabon, spiller selv fodbold, og er naturligvis sikker på at Portugal kommer i VM-finalen senere på året. Jeg hepper på Danmark, men ikke mere end at jeg stadig er bevidst om, at det er ham der har saksen i hånden. Det er hans fødselsdag, så jeg ønsker ham tillykke, og han ønsker mig god rejse til Korsika (som han dog aldrig selv ville besøge, da han har hørt, at der er udbredt racisme på øen, og derfor ikke er et ønsket rejsemål når man er sort).
  

• Tyske pensionister ved Santa Teresa Gallura Efter en uge på Korsika, hvor jeg har gået og surmulet over fravalget fra Cykelmagasinets side, er jeg sejlet til smukke Sardinien, og bliver tre dage på en campingplads lige uden for Santa Teresa Gallura, hvor færgen lægger til. Jeg har fået en plads i et fredeligt hjørne af pladsen, og det er perfekt, for der er fuld fart på arbejdet. Men det betyder også, at hver gang jeg skal til og fra toilet, bad, det lille supermarked eller caféen og restauranten, så går jeg lige forbi mine naboer. Det er to tyske gutter i begyndelsen af 70'erne, og de hilser pænt hver eneste gang jeg går forbi. De sidste to dage morer de sig hver gang, og griner af hvor meget jeg går på en dag. De er på smuttur alene og hygger sig grundigt ... ser dem faktisk ikke være oppe af campingstolene en eneste gang.
  

• Julias varme campingplads Nogle gange føler man sig bare mere velkommen end andre. Jeg har kørt en lang tur i bjerge tværs over Sardinien, og jeg er træt og sulten. Lige fra jeg træder ind ad døren til receptionen (og baren) på campingpladsen Village Nuraghe Ruiu, mærker jeg en varme og imødekommenhed, som jeg ikke har oplevet andetsteds på turen. Julia bestyrer pladsen, og det er hendes familie der ejer stedet, og både hende og de ansatte udstråler en glæde og gæstfrihed som er helt enestående. Jeg spiser i restauranten begge aftener jeg er der, og bliver forkælet med gratis dessert, og om morgenen bliver jeg også budt på kaffe og croissant på 'husets'. Alle er interesserede i at gæsterne har den bedste oplevelse, og det smitter af på gæsterne, som også er tydeligt glade og udadvendte. Et helt unikt besøg på en i mere end én forstand meget varm plads.
  

• Tre englændere på dækket af færgen til Sicilien Der sker noget sjovt, når man holder i camperkøen til færgen. Ingen kan holde ud at sidde i camperne, så hurtigt er alle ude og går frem og tilbage mellem køretøjerne. Man hilser og ser lige hinanden biler an, tjekker nummerpladerne for at se hvor folk kommer fra, og der bliver hilst og sludret på kryds og tværs. Efter en noget kaotisk ombordkørsel – italienske kombardoer har en noget anderledes logistisk forståelse end andre lande – pakker jeg en taske med tæppe og pude til natten om bord. På øverste dæk sidder tre ældre personer i solen og sludrer, og jeg slår mig ned tæt på dem med et "Hello". "Oh, you're that danish guy, right? The Out Of Office guy", er den første bemærkning der falder, og så går snakken ellers. De er alle englændere – den ene rejser alene, de to andre som par. De er i begyndelsen af 70'erne, og har besluttet at opleve så meget som muligt i de sidste år. Så de har solgt alt hvad de kan, og kører nu Europa tynd i autocamper. Turen startede fra deres lille hus i Nordfrankrig, hvor de på vej mod færgen til Korsika i Marseilles røg ind i fire timers kø pga uheld. Af samme grund kommer de for sent til færgen, og parkerer camperen udenfor havnekontoret for at se hvad der kan gøres med deres billetter. Der er ikke noget at gøre – de må købe en ny billet til dagen efter. Da de kommer ud af havnekontoret mangler der noget. Deres camper er væk! Manden på havnekontoret mener at det nok er politiet der har slæbt den væk, så de kontakter politiet, som godt kan bekræfte, at camperen er i deres varetægt. Men den kan være endt på én af to parkeringsområder udenfor Marseilles – betjenten kan desværre ikke hjælpe med hvilken. Så de må tage chancen og en taxa ud til den ene af pladserne. Hér er den ikke, så ny taxa til den anden ende af byen, og her får de heldigvis det længe ventede gensyn med deres kørende hjem. De er begge grædefærdige, og næsten på randen til at køre hjem igen efter den uheldige start på turen. Vi ender med at snakke nogle hyggelige timer væk, mens solen går ned og skibet sætter kurs mod Palermo. Næste morgen sludrer vi videre og jeg ønsker dem den bedste fortsættelse på deres tur, og forsikrer dem om, at de må have opbrugt al deres uheld for denne gang.
  

• Nikolaj, Loke og Heidi i Palermo Efter fem uger alene fra Madrid til Frankrig, over Korsika og Sardinien, er gensynet med Nikolaj, Loke og Heidi en sen aften i Palermo intet andet end fantastisk. Jeg har virkelig savnet dem! – og den lange adskillelse gør at jeg er helt ekstatisk, da vi alle fire går fra lejligheden og ind mod bymidten i Palermo for at finde noget sen aftensmad. Vi får nogle skønne dage sammen, og et helt unikt indblik i Siciliansk og Syditaliensk vejbelægning, som i den grad gør at vi bliver godt rystet sammen. Vi kører 12-1300 kilometer sammen, som du også kan finde beskrevet på bloggen.
  

• Damefrisøren og hendes veninde i Palermo Min fodboldfrisør i Toulon havde gjort mere ud af, at håret sad godt, end at det nødvendigvis blev særligt camper-kort. Så allerede efter tre uger er det tiltrængt med en klipning, specielt efter at Heidi har inspiceret. Da jeg gik efter morgenbrød, så jeg en damefrisør på den anden side af gaden, tæt på vores lejlighed. Jeg bemærkede den, fordi de i vinduet havde samme produkter udstillet som Heidi også forhandler, så jeg tager det som et godt tegn. Men i Italien er der bogstaveligt talt forskel på damefrisører og såkaldte barberer. Så jeg får at vide, at jeg under ingen omstændigheder som mand kan blive klippet hos hende, men hendes veninde vil følge mig nogle gader væk, til hvor der ligger en god barber. Vi får en kort sludder undervejs, og hun forlader ikke barberen før jeg har lavet aftale om klipning 20 minutter senere. Jeg henter Heidi, for at høre om hun vil opleve en italiensk barber tage fat (heldigvis er vi ikke i Sevilla i Spanien). Dét vil hun, og da jeg får kappen på og han går i gang, går der heller ikke længe før hun springer op af stolen, og lige må vise ham hvordan han skal klippe kam-over-saks. Hun sætter sig igen, og bemærker blot tørt "Det bliver kort, skat. Meget kort!".
  

• Kusine Mette og de to Antonio’er i Scilla Jeg elsker at bo lokalt, når jeg rejser. Og jeg elsker endnu mere, når de lokale jeg får lov at bo hos, er familie. Min kusine Mette har boet i Scilla på sydspidsen af Italien i mere end 40 år, og det er aldrig lykkedes mig at besøge hende. Men denne gang skulle det være, og vi bliver modtaget med den velkendte italienske varme og gæstfrihed. En uforglemmelig overnatning, og selvom køreturen er lang, så er det bestemt ikke utænkeligt at man kunne lægge vejen forbi en anden gang.
  

• Sebastian og Line i Napoli I Napolis kaotiske centrum bliver vi næsten fuldtallige, da Sebastian og Line støder til. Nu mangler vi kun Frederik og Melanie, men dem går der yderligere nogle uger før jeg ser. Napoli er crazy, og det er fantastisk at gå rundt i de støjende og beskidte gader som en hel familie. Seb og Line har taget min udtalelse om, at de endelige må byde ind med, hvad de gerne vil opleve, bogstaveligt, og vi får smagt på alle Napolis seværdigheder i løbet af de tre dage vi er der. Herfra sendte vi Nikolaj og Loke hjem, og fortsatte en god uge nordpå sammen med Sebastian og Line til Venedig.
  

• Fire kvinder på gaden i Caiazzo I den lille charmerende by Caiazzo, ca 70 km nord for Napoli, spiser vi pizza. Og ikke bare pizza, men pizzaer, der officielt er kåret som verdens bedste. Oplevelsen var uden sidestykke, og gjorde at vi blev hængende på restauranten lidt forlænge. Så pludselig står vi kl. 22 på gaden uden overnatningssted, og alt tyder på at byen er lukket ned. Heldigvis støder vi på fire kvinder, som har gang i en vigtig samtale på gaden, og på lettere autodidakt italiensk får vi forklaret vores problem. To af kvinderne tager affære, og inden der er gået et kvarter er vi indlogeret på to hyggelige værelser i en smuk gammel ejendom. Endnu engang bekræfter ordsproget 'Når nøden er størst ...', og også morgenmaden på det lille torv er værd at komme tilbage efter.
  

• Hollændere og gårdejeren i Umbrien Efter vores lidt stressende oplevelse med at stå på gaden i Caiazzo uden at vide hvor vi skal sove, er vi tilsyneladende ikke blevet meget klogere to dage efter. Vi kører efter en agriturismo, men da vi kommer frem til den lille vingård, viser det sig kun at være ferieboligudlejning, og de er alle udlejet. Vi får kontakt til en hollandsk familie, som hurtigt forstår vores problem, og de får fat i stedets ejer. Hun er heldigvis det venligste væsen. En kvinde i begyndelsen af tredserne, som driver vingården på egen hånd. Hun giver os øjeblikkeligt lov til at parkere camperen mellems hendes oliventræer og slå teltet op hvor vi vil. Da vi heller ikke lige har fået købt ind, mangler vi brød, som jeg spørger om vi kan købe af hende. Hun har desværre haft 20 arbejdere til frokost samme dag, da de har fået leveret 20.000 vinflasker som skulle lægges på lager til årets høst, så hun er fuldstændig tømt for brød. Men fem minutter efter kommer hun alligevel med noget toastbrød, og vi får også en flaske vin til aftenen. En mindeværdig aften med tapas, tomatsalat og toastbrød flankeret af jordens egen vin, som vi indtager mens et gedigent tordenvejr fejer henover hovedet på os. Næste morgen spørger jeg til hvad vi skal betale for opholdet og vinen, men det bliver pure afvist med, at det blot er Umbrisk gæstfrihed. Verden og værten er fantastisk – og jeg lover at sende hende de droneoptagelser jeg lavede i morgenlyset.
  

• Mette og Jørgen på vingård ved Strata de Prosecco Fra Venedig lufthavn kører jeg med klump i halsen mod nord, og i løbet af kort tid kan jeg dreje ned at den flotte indkørset til den smukke vingård i Prosecco-området, hvor Mette og Jørgen kommer mig i møde. Dejlig aften i skønt selskab, hvor jeg kan distrahere mine tanker fra afskeden med Sebastian, Line og Heidi. Et fantastisk smukt lille hjørne af Italien, som jeg aldrig har besøgt før, og samtidig bliver jeg også lige opdateret på Tour de France situationen, og Jonas Vingegaard er samme dag kommet i gul føretrøje. Jeg var ikke i tvivl om, at han ikke ville levere den tilbage.
  

• Petra ved Comosøen Ved den nordligste del af Como-søen, ligger der en campingplads, hvor jeg lander et par dage for at arbejde inden jeg skal videre til Como. Pladsen er meget trang og egentlig lidt ucharmerende, men heldigvis møder jeg Petra fra Østrig. Hun har fast plads på stedet og er der i to måneder med sine to børn denne sommer. Vi får nogle gode snakke om camperlivet – både som fastligger og nomadelivet – og nogle af mine frygtelige fordomme omkring fastliggere må da også lade livet. Heldigvis, for fordomme har det bedst med dén skæbne. Jeg får også en masse tips til oplevelser og must-sees i Østrig – noget jeg må komme tilbage til, for jeg ender med ikke at opleve en eneste af dem.

• Frederik og Melanie i Como Der er kun gået godt en uge siden jeg sendte Sebastian, Line og Heidi hjem fra Venedig, så savnet til andre har ikke nået at vokse sig så stort, da jeg mødes med Frederik og Melanie i Como. Til gengæld er det næsten fire måneder siden at jeg har set de to unge mennesker og det er så skønt at kramme dem, da vi mødes. Vi kører sammen i en uges til fra Como via Livigno og videre til Østrig og smukke Wien, før jeg igen må sende nogle af mine kæreste hjem med fly, denne gang fra Bratislava i Slovakiet.
  

• Tyskeren ved Caldao På vores vej fra Livigno mod Østrig havner vi på en lidt klemt campingplads i et lille vindistrikt, Caldao, ikke langt fra Bologna. Varmen er tung og klam, og Frederik og Melanie går ned til den nærliggende sø for at bade. Overfor os bor en tysker i en ombygget VW California af ældre dato. Vi falder i snak, og han fortæller at han ligeledes er på vej rundt i Europa, omend med en anden tidshorisont end mig. Han spørger ind til Sardinien og Korsika, da han har tænkt sig at tage derud, og så vil han bruge vinteren og foråret på Spanien og Portugal. Så han regner med at være hjemme igen om halvandet års tid. Han cykler også MTB, og vi har mange fællesnævnere i forhold til vores rejser. Et møde på femten minutter, der som så mange andre gange viste sig enormt givende.
  

• Spansk familie på camperplads ved Radslavice i Tjekkiet Efter en lille uge i Slovakiet, hvor jeg stort set ikke mødte nogle mennesker, udover dem, der ekspederede mig i forskellige situationer, så var det rart endelig at snakke med nogen. Hverken i Slovakiet eller Tjekkiet oplevede jeg det nemt, at komme i kontakt med folk. De fleste jeg mødte havde jeg svært ved at få øjenkontakt med, så da jeg endelig møder nogen er de naturligvis fra Spanien. Den spanske varme og imødekommehed er jo en selvfølge, og vi snakker blot lidt om vejr og vind på camperpladsen i Tjekkiet, hvor vi bor dør om dør. De skal fuldstændig modsat af hvor jeg kommer fra – til Bratislava, Wien og igennem Italien, før de vender tilbage til Barcelona-området hvor de hører hjemme.
  

• Tilbud om morgenøl i Nove Mesto na Morave Jeg er taget til Nove Mesto na Morave af én eneste grund – for at køre mountainbike. Hvert år er byen og området vært for spændende cykelløb, når MTB-eliten mødes til worldcup løb her. Da jeg ankommer til camperpladsen lidt uden for byen, går der ikke mange minutter før det siler ned, og sådan bliver det ved hele natten. Næste morgen sejler alt i vand, og der er udsigt til mere regn, så jeg pakker cyklen sammen og beslutter at droppe dagens planlagte cykeltur. Forlader den kaotiske og lidet charmerende campingplads, og kører de få kilometer ned til stævnepladsen hvor sporene ender og opløber plejer at være. Går rundt i gråvejret og støvregnen og prøver at fange lidt af mountainbike stemningen. Da jeg har fået nok sætter jeg mig bag rattet og forsøger at taste mit næste mål, Nove Mesto pod Smrkem, ind på gps'en. En ung fyr i cykeltøj med en fadøl i hånden, nærmer sig camperen, og han har sit blik rettet mod mit – meget usædvanligt i Tjekkiet, så jeg ruller vinduet ned og hilser på ham. Han tilbyder mig en fadøl, men jeg takker nej – klokken er trods alt kun 9:45. Han har set mine nummerplader, og var ellers sikker på at alle danskere elsker øl. Vi får en snak på 15-20 minutter om mountainbike, øl og Nove Mesto na Morave. Området er åbenbart mest kendt for skiløb og især skiskydning, og MTB er først kommet til senere. Da han hører om mine planer med Nove Mesto pod Smrkem, lyser han op, og fortæller om stedets fortræffeligheder. Vi giver hånd og tager afsked – han har et ølanker han skal have tømt, og jeg tre timers kørsel foran mig.
  

• Nysgerrig hollandsk kvinde i Sachsen Fra Tjekkiet er jeg kommet til den lille spændende lomme i Tyskland, der hedder Sächsische Schweiz. Området er en nationalpark, som også går ind i Tjekkiet, og er kendt for sine meget specielle sandstensklipper. Da jeg kører ind på den lille, yderst velholdte og hyggelige campingplads Thorwaldblick lige udenfor byen Hinterhermsdorf, når jeg knap at slå skydedøren til side og køre fodtrinnet ud, før en hollandsk kvinde spørger om jeg selv har bygget min camper. Vi falder i snak om camperlivet, og hun er meget interesseret i bilen. Hun og hendes mand har lånt en større camper af nogle venner og er på tre ugers rundtur med deres tre større børn, så hun vil gerne se hvordan en mindre camper fungerer, da de kunne være interesseret i at købe sådan en. Hun får den store rundvisning og introduktion til min tur og hvor jeg har været, og pludselig flyver tiden mens vi udveksler erfaringer med børn der keder sig på campingpladser, større børn i telt og alt det praktiske omkring livet i en camper. Interessant snak, og mit sidste egentlige møde med fremmede på turen.
  

• Christina og Junas i Berlin Det sidste møde på turen med venner hjemmefra, er i virkeligheden nok det møde, der har været planlagt allerførst. Allerede da jeg fortalte Junas og Christina om min tur første gang, gik snakken på, at vi kunne mødes i Berlin og køre det sidste stykke hjem sammen. Det sidste lader sig ikke gøre, men vi når at få to dejlige og varme dage sammen i evigtskønne Berlin.

Surprise!

Turen ender næsten som den startede, og på den måde er den perfekte cirkel dannet. Intetanende parkerer jeg camperen i indkørslen, og da jeg drejer om hjørnet rundt om annekset når jeg kun lige at registrere en meget stor stabel tallerkner nede på terrassen, hvorefter et brølende "SURPRISE!!" kommer mig i møde, og jeg er ved at vælte bagover. MTB-gutterne fra Ålsgårde har samlet en lille velkomstkomité, og den hjertelige og varme velkomst er mere end jeg havde turde drømme om. Hold op, det er skønt at være hjemme!