Endnu en ny by i Tjekkiet

I går ankom jeg til camperplads i Nove Mesto na Morave i 36 graders varme. I løbet af natten tordnede det gevaldigt og hele natten er jeg blevet vækket af regnen der har trommet på tagvinduerne. Og da jeg kigger ud af vinduet i morges, går folk rundt i lange bukser, skaljakker og med huer på. Termometret viser 14 grader, så det er som at gå fra en årstid til en anden i løbet af en nat.

Jeg havde håbet at cykle en runde på worldcup-ruten i Nove Mesto her til formiddag, men nattens regn har gjort valget let – jeg hader nemlig kombinationen af mudret tøj, ditto cykel og autocamper. Så jeg sætter i stedet gps'en til et andet Nove Mesto – nærmere betegnet Nove Mesto pod Smrkem. Det er nu det fjerde Nove Mesto jeg støder på, og siden min fejltagelse i Slovakiet, er det gået op for mig, at det er et udbredt bynavn. Så jeg googler, og finder ud af, at Nove Mesto blot betyder 'ny by', og derfor altid vil være fulgt af endnu en betegnelse – og det er dén, der er vigtig for at finde frem til den rette by. Når jeg har set mountain bike cykelløb, har de altid blot benævnt stedet som Nove Mesto, men det er altså et vidt begreb.

Inden jeg forlader worldcup-byen, kører jeg lige ned til stævnepladsen for at få en fornemmelse af stedet. Jeg er glad for mit valg om ikke at cykle i dag. Det småregner stadig lidt, og jeg kan se, at sporene er drivvåde fra nattens regn.Efter at have gået en runde og luret stedet af, sætter jeg mig bag rattet og taster den nye Nove Mesto (pod Smrkem) ind på gps'en. Mens jeg roder med dét, kommer en tjekkisk fyr hen til bilen, og jeg ruller vinduet ned. Han står med en fadøl i hånden, og tilbyder mig en. Da klokken kun er 10:45, og jeg har tre timers køretur foran mig, takker jeg pænt nej. Han kunne se på nummerpladerne, at jeg kommer fra Danmark, og han mener at vide, at alle danskere er glade for øl. Han og hans venner har købt et 50 liters ølanker og holdt en fest dagen før, men da ankeret stadig er halvt fyldt deler de lidt ud til alle der er tørstige. Vi falder i snak, jeg fortæller om min tur og om hvor længe jeg har været væk. Han understreger, at jeg må have en helt speciel kæreste, der giver mig lov til at tage på sådan en smuttur, og dét kan jeg kun give ham ret i.

Jeg viser ham det andet Nove Mesto, som jeg har tænkt mig at køre til, og han lyser helt op. Han forsikrer mig, at det er værd at køre efter og at det er et af de bedste mountianbike-steder i Tjekkiet. Han giver mig yderligere et par tip til turen, og vi hilser farvel. Endnu et kort, tilfældigt møde på turen som er så værdifuldt.

De første to timers kørsel er en fortsættelse af det smukke landskab jeg har set i Slovakiet og Tjekkiet, og som minder mig så meget om Sydsverige. Som i alle andre europæiske lande, mødes jeg af og til af brune seværdighedsskilte i vejkanten. Et springer i øjnene, da det viser en borg på nogle spidse klipper. Jeg finder det interessant, men tænker også at det nok går som med så meget andet skiltning jeg har oplevet på turen – at man ser skilte, der vækker ens interesse, følger dem et stykke vej, og lige en til to kilometer før man er fremme, så stopper skiltningen og man er fortabt. Heldigvis er det ikke tilfældet denne gang ... faktisk ser jeg seværdigheden foran mig allerede få kilometer efter det første skilt. To sylespidse klippetoppe skyder op i landskabet, og på dem kan man langt fra ane nogle borgruiner.

Det er borgen Hrad Trosky, som stammer helt tilbage fra det 14. århundrede. Det har levet en omtumlet tilværelse, og har været brændt ned af flere omgange. Udsigten fra de to tårne er uden sidestykke, og man kan nemt forestille sig den strategiske placering af borgen på de to klipper. Jeg får sat dronen i vejret for første gang i lang tid, og får taget nogle flotte billeder og video. Var bange for at det var en no-fly-zone, men som med så mange andre ting her i Tjekkiet, så er der vist ikke flere regler end nødvendigt. På camperpladserne er der fx ingen faste pladser – du klemmer dig bare ind, hvor du kan finde plads – og ulig alle andre lande jeg nu har besøgt, så er det helt ok at tænde bål imellem campere og telte på pladserne. På pladsen i går lignede det ved 21-tiden en reel spejderlejr, med små og store bål alle steder. Folk medbringer grille i alle størrelser, der er rygeovne ved camperne og man finder og flækker brænde i stor stil. Meget underholdende, og faktisk også ret hyggeligt ... brandsikkerheden er der nok nogen der tager sig af et sted.

Efter besøget på Hrad Trosky ændrer landskabet karakter og bliver mere bakket, og begynder at ligne rigtige bjerge. Efter yderligere 50 kilometer går det opad og i løbet af få hundrede meter bliver granskoven udskiftet med grøn bøgeskov. Det er første gang i flere måneder at jeg kører gennem en bøgeskov, og hvis det ikke var for de mange højdemeter og stejle bjergsider, så kunne jeg snildt befinde mig i en bøgeskov i Nordsjælland. Jeg smiler bag rattet – jeg har kørt gennem granskove, palme- og olivenlunde, under pinjetræer og alverdens andre eksotiske træarter, men når jeg pludselig kører rundt mellem lysegrønne bøgeblade, så føler jeg for alvor et savn til Danmark.

Jeg er nu ankommet til camperpladsen med det meget beskrivende navn Singltrek Centrum. Og jeg fandt den eneste tilbageværende plads, der er bare nogenlunde vandret, og den ligger næsten bogstaveligt talt på sporet. Fra mit soveværelse har jeg måske 10 meter, så er jeg på singletracket. Jeg har spist en gedigen portion pastasalat, og vil krybe til køjs inden længe. I morgen skal der cykles singletrack. Jeg glæder mig!