Hvad er der med dig, Belgien?

Jeg har et eller andet uafklaret forhold med Belgien, som det ikke rigtig ser ud til at vi kan få løst. Første gang jeg var på belgisk jord, var på interrail for godt 35 år siden. Vi var med nattoget fra Paris til København, og i Liége blev vi midt om natten banket op, da vi havde sat os i den forkerte vogn, som ville blive bortrangeret, hvis ikke vi skiftede vogn i løbet af to minutter. Anden gang var i bil på motorvejen, hvor vi bare tog den gennem nattemørket uden at holde pause.

I morges var så tredje gang, og skulle jo være lykkens gang. Jeg vågner til en smuk morgen ved en idyllisk gård i Holland, og har kun 15 km til den belgiske grænse. Årsagen til, at jeg ikke har overnattet i Belgien er, at der er usandsynlig få camperpladser – ihverfald dem der kommer frem på app’en Park4Night.

Målet er Kwaremont i Ardennerne, som er første stigning på årets udgave af cykelløbet Flandern Rundt. Jeg ved, at belgierne er fanatiske cykelfans, og er forberedt på en del trafik og at jeg nok ikke kan parkere lige ved siden af ruten. Efter lidt omkørsler ender jeg i en lille by 7-8 km fra Kwaremont, og hopper hurtigt i cykeltøjet. Da jeg kort efter er på vej op ad stigningen, som vel er 1,5 km lang, går det op for mig, HVOR stort cykelløb er i Belgien. Der er mennesker alle vegne. Og partytelte. Og telte som er så store at partyteltene kan være inde i dem. Og foodtrucks og ølvogne, og en duft (?) af pomfritter og pølser som minder om et dansk kræmmermarked.

Der er halvanden times tid til rytterne kommer forbi, og jeg falder i snak med tre belgiere. De er erfarne cykeltilskuere, og forsikrer mig om at det er det bedste spot på stigningen vi står på. De livestreamer løbet, så vi kan følge med, og fortæller mig også, at vi på markerne på hver side af den brostensbelagte stigning er omkring 150.000 mennesker. Hver side af vejen har gang i forskellige fester, og der er mange som allerede er ved at oparbejde en gedigen søndagsbrandert her ved middagstid.

Vi kan følge tv-helikopterne som nærmer sig, og da der begynder at blive trafikeret med VIP-biler, motorcykler og arrangør-vogne, trækker folk ned til rækværket og stemningen stiger. En gruppe udbrydere kommer forbi til stor jubel, og min belgiske ven fortæller mig, at de er 4:26 foran feltet. Og pludselig kommer feltet så forbi. De bliver fulgt af et brøl og hujen, som flytter sig som en bølge op ad stigningen, og så, efter små 40 sekunder er de væk. Det var det. En stakkel, som vi på storskærmen så ryge i grøften kort før Kwaremont, kommer et halvt minut efter helt alene, men bliver respektfuldt klappet hele vejen til toppen.

Jeg giver hånd til belgierne og de ønsker mig fortsat god rejse. Gemytligt folkefærd, som forstår at skrue en folkefest sammen. Rytterne kommer forbi yderligere to gange, men jeg skal videre, hvis jeg skal nå dagens mål. Jeg cykler nedad bakken igen og ryster af kulde. Tilbage til bilen og afsted mod den østlige del af Belgien, hvor den eneste camperplads jeg har kunne finde nær Luxembourg er. Det vestlige af Belgien finder jeg ikke særlig charmerende. Flade landskaber og kedelige småbyer med upæne bygninger. Jeg rammer motorvejen, og her begynder dagens core-træning. Jeg tror jeg har kørt på bedre veje i syditalien. Det virker som om intet er blevet vedligeholdt, og selvom det ikke er Road of Bones i Sibirien, så føles det som at køre i et minefelt for at undgå at ramme de store huller i asfalten. Nogle af dem ganske dybe. Skilte, broer og tankstationer virker alle nedslidte, og jeg har en fornemmelse af, at nogen holdt op med at bekymre sig om tingene for mange år siden. Men 250 km core-træning med spændte mavemuskler er jo heller ikke at kimse af.

Heldigvis ændrer landskabet sig jo længere østpå jeg kommer, og pludselig er der bakker, klipper og dybe dale. Husene ændrer arkitektur fra grimme mursten til smuk granit. Det er som om Belgien lige skal vise, at der er noget at komme efter, inden man når helt østpå til grænsen.

Et lille skilt i rabatten fortæller mig, at jeg nærmer mig Dinant, som er det jeg kører efter, og jeg drejer af motorvejen. Ned gennem en smal slugt og med et er jeg i den smukkeste smalle dal, hvor byen Dinant smyger sig om hver side af flodbredden. Utroligt flot lille by, og kan sagtens forestille mig, at her er skønt en lun forårsdag i april, men lige i dag går kulden gennem marv og ben, så jeg nøjes med en spadseretur på en halv times tid.

Tilbage i camperen sættes kursen mod mit overnatningssted, som er det eneste i miles omkreds. Indkørslen er prydet med fem stjerne og jeg mødes af en slotslignende restaurant bygget i solid granit. Men receptionen er lukket. Og her er kun to andre campere, hvoraf den ene med flade dæk ser ud til at have holdt her i nogle måneder eller mere. Alle skilte trænger til maling, opslagene ved receptionen er afblegede, og jeg får lidt samme misligeholdte fornemmelse som ude på motorvejen. Det virker som om nogen tabte interessen.

Så hvis nogen af jer ejer et asfalt- og vejbelægningsfirma, eller måske bare kender en malermester, der mangler noget at lave, så tænk på Belgien! … og hvis I tager et vaterpas med også, så tror jeg der er chance for gode indtjeningsmuligheder.

Nu skal jeg være sød ved dig, Belgien. Og det er heller ikke fair, når jeg gang på gang bare drøner igennem landet. I morgen er jeg allerede på vej til Luxembourg. Så tre hurtige gennemkørsler gør det jo heller ikke rimeligt, at bedømme et land på, vel Belgien. Men du kunne altså godt gøre lidt mere ud af dig selv! … jeg skal nok komme tilbage en dag, og give dig en chance. Finde de rigtige steder, og selvfølgelig have tid til at smage på al den fantastiske øl. Jeg skal nok! … men så må du også …

Og iøvrigt elsker jeg belgiske vafler!