Jeg har fået véer!

Efter knap fire en halv måned er jeg begyndt at få véer. Der er gået cirka halv så lang tid, som det tager at lave et barn, og nu er jeg langt om længe nået dertil hvor jeg for alvor savner ‘det derhjemme’ - og dem derhjemme.

Så længe jeg kan huske, har jeg altid i mit indre rystet på hovedet, når folk jeg rejste med, efter en uge eller to, sagde “Nu skal det også blive dejligt at komme hjem!” eller “Nøj, hvor jeg glæder mig til at komme hjem i min egen seng!”. Sådan har jeg ALDRIG haft det! Jeg har altid hadet når jeg skulle hjem fra en ferie. Uanset om det har været en uge på ski eller fire uger i en anden verdensdel, så har jeg altid gerne ville blive lidt længere. Forlænge den der rejsestemning bare en smule mere. Og når jeg er landet i Kastrup eller er kørt ind i indkørslen i bilen, så har det altid været med en smule tristhed i mit hjerte. For rejsen var jo slut. Eventyret fik en ende.

Af de utallige ting jeg har søgt på min gendannelsesrejse, har én af dem været, at nå dertil hvor jeg egentlig gerne vil hjem. Hvor jeg er rejsemæt (for denne gang), og hvor jeg glæder mig til, at returnere til hverdagen. Lige dét med at komme hjem til min egen seng, ved jeg ikke, for jeg har jo sovet i den samme seng størstedelen af turen. Og jeg har tillige fået at vide fra flere undervejs, at camperens seng faktisk er bedre end den de har derhjemme. Men jeg glæder mig nu alligevel til min egen seng, for jeg ved, at der i dén, ligger en jeg holder af.

Dagens udsigt fra min plads i det nordlige Slovakiet. Bjerget er Babia Gorá, som er 1.723 meter højt, og ligger på grænsen mellem Slovakiet og Polen.

Efter at Frederik og Melanie rejste hjem fra Bratislava i fredags, er den rumlende hjemvé i tiltaget. Det hænger jo helt sikkert sammen med, at de var de sidste medkørere, og at turen også tidsmæssigt nærmer sig sin afslutning. Måske hjemvéen har det med at komme på samme måde, som trætheden melder sig, når jeg cykeltræner - hvis jeg har besluttet og sat tid af til, at skulle cykle 50 km, så bliver jeg som regel træt omkring 40 km. Har jeg derimod besluttet at cykle 120 km, bliver jeg træt ved 100 km. Og havde jeg nu besluttet at rejsen skulle have varet et år, så havde hjemvéen måske først meldt sig efter 11 måneder. Måske.

Heldigvis er det med hjemvé som med fødselsvéer - de kommer og går. Og de både aftager og tiltager i styrke. Så jeg går ikke rundt og hænger med hovedet. Kan blot mærke en sugen i maven. Det er, som sad der et kompas i maven med en stor magnetisk nål, der lige nu kun kan pege ét sted hen - hjem! Og det er dén, kompasnålen, der får det til at suge, hver gang den drejer. Men som med fødselsvéerne, så kommer der jo noget fantastisk ud af det, når véerne forsvinder - for så er jeg hjemme.

Så jeg er faktisk ovenud lykkelig for mine nyerhvervede hjemvéer. Tænk hvis de ikke var kommet. Nu er jeg så priviligeret, at jeg har en masse mennesker jeg glæder mig til at gense og komme hjem til, så jeg vælger at se hjemvéerne som en gave - og forsøger at glæde mig over, at de er der.

Jeg har fremrykket min hjemrejsedato to dage, så jeg, i stedet for den 14. august, kommer hjem om fredagen, den 12. Det giver lidt ro på i forhold til Heidis fødselsdag, og så har jeg naturligvis også to billetter til Toto-koncert lørdag, som helst ikke skulle gå til spilde. Måske vi ses i Royal Arena?

Billedet er taget den 21. marts, da jeg kørte ned ad Nørrevej. Ser lidt presset ud :)