Livets elastik

Tid er elastisk. Forestil dig en bred køkkenelastik, som er bred nok til, at du kan skrive på den. Hvis du skriver på den uden at trække i elastikken, har du et begrænset areal – et begrænset antal ord – til rådighed. Strækker du derimod elastikken, kan du pludselig få plads til at skrive meget mere.

På samme måde bliver vores tid, og hvordan vi opfatter den, strukket eller sammentrukket gennem livet. I perioder af livet, hvor vi lever mere intenst, strækker vi tiden, og der kan lagres mange flere informationer og oplevelser, end i perioder hvor vi lever mindre intenst. Hvor elastikken er slap og upåvirket. 

Når man tænker tilbage på nogle af livets intense perioder, kan man blive overrasket over hvor meget man rent faktisk oplevede eller lærte i en forholdsvis kort periode. Jeg husker fx mine børns fødsler ganske tydeligt. Min tids-elastik var strukket til bristepunktet, og der blev virkelig skrevet en masse informationer ind på gummibåndet. 

Og når jeg i dag ser tilbage på de seneste tre år af mit liv, så har elastikken været mere eller mindre udstrakt det meste af tiden. Det er netop i dag præcis tre år siden, at jeg kørte ud af indkørslen i min campervan og påbegyndte mit fem måneder lange eventyr gennem 16 lande i Europa. Det var kort tid efter, at Rusland havde invaderet Ukraine, hvilket tilføjede yderligere en bekymring til de i forvejen utallige bekymringer, tanker og forestillinger, jeg gjorde mig på vejen til mit første stop ved Vadehavet i Nordtyskland. 

Inden da havde det meste af verden været lukket ned i næsten to år på grund af corona-pandemien. En periode, hvor livets elastik for mit vedkommende var presset så hårdt sammen, at der i dag næsten ikke findes nogle minder fra tiden. Som om de to år blev revet ud af mit liv. 

På campervan-turen derimod blev elastikken trukket helt ud, og jeg kan stadig huske hele ruten i hovedet, og hver eneste af de 89 overnatningssteder står tydeligt for mig, som var det i går. Hjemme igen i Danmark var noget (ret meget) inden i mig ændret. Jeg forsøgte at springe direkte tilbage i mit tidligere liv, men det var umuligt, og kort tid efter måtte jeg se i øjnene, at det forhold jeg havde brugt 10 år af mit liv på, ikke skulle vare ved. 

Undervejs mistede jeg også en nær og kær ven, så i forsommeren 2023 bookede jeg en uges arbejdsferie til Sicilien. Jeg trængte til at komme væk. Camperen var solgt, og Nikolaj var på vej til at flytte hjemmefra, som den sidste af kuldet. Så jeg var klar over, at jeg på sigt ikke skulle blive boende på Nørrevej i Snekkersten, men finde noget mindre og billigere. Det var helt naturligt, at der var forandringer på vej i mit liv.

Ved et tilfælde faldt jeg over en annonce på Facebook for et byhus i en lille bjergby på det sydvestlige Sicilien. Da jeg havde en weekend uden arbejde på øen, hvor jeg havde lejet en bil, besluttede jeg at køre forbi byen – Cianciana – og se på huset. Ikke med tanke på at købe det, men blot som adspredelse, og for at have et mål for lørdagen. Ud over dét, så havde jeg booket en overnatning i Marsala og i Castellamare del Golfo, så weekenden bød på lidt eventyr. Resten af tiden arbejdede jeg i Palermo. 

Danske Johnny, som har restaureret det gamle byhus sammen med sin kone, tog imod mig på Via Scavuzzo. Så snart jeg trådte ind ad døren, blev min elastik spændt yderligere. Jeg var med det samme forelsket og sugede atmosfæren til mig. Efter er par timers snak, anbefalede Johnny en restaurant i byen. Og mit liv skulle ændre sig endnu engang.

Da jeg forlod Danmark var det med det klare mål, at nulstille mig selv, slå en streg i sandet og se fremad. Og så var jeg fuldt overbevist om, ikke at skulle have noget som helst med kvindelige romantiske relationer at gøre i laaang tid! Det holdt, som de fleste nok ved, ikke længe! Mødet med Shelly – på førnævnte restaurant – spændte elastikken yderligere, og efter nogle ugers skriverier og videochat, stod det klart for mig, at her var noget helt usædvanligt. Og nogle gange må man så bare overgive sig til livets store og små tilfældigheder, og forsøge at følge med så godt man kan. 

Pludselig stod jeg overfor en helt masse valg, som jeg kunne mærke ville få store konsekvenser. Huset i Cianciana snurrede i mit hoved, og da mine børn begyndte at snakke om, at det nok endte med at jeg flyttede til Sicilien, så fik netop dén tanke mere og mere plads i min bevidsthed. Uden helt at have en plan for fremtiden på plads, var det tydeligt for mig, at jeg skulle rydde op og rydde ud i mit liv, og forsøge at gøre tingene mere enkle. Jeg opsagde mit kontorfællesskab på Hellebæk Klædefabrik, og flyttede kontoret tilbage i privaten. 

I oktober fløj jeg til Sicilien, skrev under på huset, fik nøglerne og kørte for anden gang i mit liv ind i Cianciana. Det virkede vildt og skørt, at sætte nøglen i døren med den ene hånd, mens jeg havde Shelly på video i den anden hånd fra Canada. Måneden efter, i november, fløj jeg til Canada for at møde Shellys verden, og i begyndelsen af december var jeg atter tilbage på Sicilien, for at tage imod to paller med alle mine ejendele, som jeg havde fået sendt sydpå. Samme måned flyttede jeg ud af Nørrevej, og efter igen at være fløjet over atlanten, for at fejre nytår i Canada, rejste jeg endelig i januar til Sicilien – til mit nye hjem. 

Jeg skal love for, at min elastik var spændt til bristepunktet i de måneder. Så mange to-do-lister, og så mange tanker, bekymringer og indtryk. De efterfølgende måneder kan du læse mere om i tidligere blogindlæg her på siden, men lad os bare sige, at elastikken blev holdt fuldt udspændt hele tiden, og at læringskurven var frygtelig stejl. Og til tider stadig er det.

Når jeg tænker tilbage på de få måneder alt dette skete på, er det vanvittigt at elastikken holdt. Men ligeså skræmmende det kan være at strække livets elastik, ligeså livsbekræftende er det, gang på gang, at opleve at den altid holder. Faktisk bliver elastikken kun stærkere og stærkere, jo mere du strækker den.

I dag lever vi en nomadetilværelse med skift mellem Sicilien, Danmark og Canada. Vi skal hele tiden holde øje med vores kalendre, at Shelly ikke opholder sig for længe i Schengen-området, og at jeg ikke overskrider min tid i Canada. Vi har altid tjek på de aktuelle flypriser, og slår til, når prisen er nede, og det er nu et par gange lykkedes os, at bytte os til ophold rundt omkring i verden, så vi slipper for dyre hotelregninger eller Airbnb-lejligheder.

Vi har måtte erkende, at et liv sammen altid vil efterlade en af os – eller os begge – med savn til familie og venner. Det er naturligvis hårdt ind imellem, men vi forsøger at vende det til noget godt – og værdsætter, at vi har så mange mennesker i vores liv, vi kan savne, og så mange som savner os. Og så sikrer det os samtidig, at vi holder elastikken udspændt, så der er masser af plads at skrive på til minder og oplevelser. Det er jo menneskene vi omgiver os med, og menneskene vi møder på vores vej, der skaber vores liv.