Spændende møde og rundvisning hos L'Oréal

Klokken 9 tjekker jeg ind hos portvagten ved L'Oréals fabrik i Karlsruhe. Jeg er spændt på mødet, og på at se og møde nogle mennesker som jeg i nogles tilfælde har skrevet og kommunikeret med i 12-13 år. Jeg afleverer mit pas, skriver under på en Covid-19 erklæring og vagten følger mig op til kontorbygningen.

Her bliver jeg i første omgang mødt af Ninon, som jeg har skrevet med utallige gange. Hun er glad for at se mig, og inden længe støder Sylvie, Angelo og Felix til. En fantastisk varm velkomst. Over en kop kaffe, og fordelt på to borde (pga corona må vi ikke sidde mere end tre ved hvert bord), går snakken ualmindeligt let og der bliver hurtigt joket og fortalt historier. Jeg føler mig virkelig velkommen, og det er dejligt at mødes 'in real life'. Felix, der surfer, fortæller om de store bølger i Portugal, som han anbefaler på det varmeste ... ikke at surfe på, men at kigge på!

Sylvie, Ninon og jeg iklæder os hvide kitler, sko, hårnet og beskyttelsesbriller, vasker hænder og afspritter, og efter nogle korte instrukser er jeg klar til at blive vist rundt på fabrikken. Blandt andet skal jeg passe på, når vi krydser 'gader' inde på fabrikken, for de gaffeltrucks, der kører rundt med paller er ubemandede, og som Angelo udtrykker det: "They stop for nobody!". Så hver gang vi krydser et fodgængerfelt kigger vi nøje til hver side.

Det er fascinerende at opleve produktionen, og se hvor lille en del, af det store system mine artworks til labels mv. udgør. Pludselig kan jeg forstå deres bekymringer for at overholde deadlines meget bedre, for misser et enkelt lille led i det store kredsløb, bliver hele produktionen sat i stå. Jeg er altid påpasselig med at overholde deadlines, men nu giver det i den grad mening.

Jeg kommer rundt i alle hallerne (uden at blive kørt over), og ser også op i råvare-lageret, som er 32 meter højt og igen styres af selvkørende trucks og robotelevatorer. Jeg må have lydt som en dårlig engelsk tv-serie, for ordet 'amazing' bliver ved med at flyve over mine læber. Men det er virkelig imponerende.

En kæmpe oplevelse rigere, kører jeg igen vestpå, og igen ud af Tyskland, denne gang med kurs mod Nancy i Frankrig. En større by end først forventet, men den gamle bydel er rigtig hyggelig. Umiddelbart er jeg ikke så begrejstret for camperpladserne, der er placeret tæt på en bymidte, da de sjældent byder på uforstyrret nattesøvn. Til gengæld er arkitekturen efter kun at have kørt 250 km ændret, og alt er pludselig rigtig fransk. Det slår mig, at det er utallige år siden jeg har holdt ferie i Frankrig, pånær skiferie. Glæder mig til at bruge de næste to-tre uger i landet og blandt andet stifte bekendtskab med France Passion, som jeg nok skal uddybe mere senere.

De første hektiske uger af turen er forbi, og jeg har en forhåbning om, at der den næste periode vil falde lidt ro på.