Jeg har brugt godt halvandet år på at planlægge og forberede rejsen. Jeg har hele vejen – både inden og undervejs – været indstillet på, at eventyret ligger i det tilfældige, det uplanlagte og særligt dét, der ind imellem virker skræmmende. Så da jeg tegnede den oprindelige røde streg gennem kontinentet, var det med overbevisning om, at ruten ville ændre sig. Og det gjorde den.

​

De første tre uger var fuldt belagt med møder, besøg og deadline på rejseartikel, så starten på rejsen var ganske stressende. Oven i dét skulle jeg lære camperen at kende, finde ud af overnatningssteder og hvordan de er indrettet, hvad man gør, bør og ikke gør. Og jeg skulle passe mit arbejde, vænne mig til afsavn, alenehed og også gerne opleve lidt. Så i den periode besluttede jeg, at sådan skulle resten af turen ikke være. Så hellere lave længere stop, få sjælen og oplevelserne med, end at skulle jage videre fra camperplads til camperplads hver eneste dag.

Af den grund blev turen cirka 20 % kortere end oprindeligt tænkt, og jeg skar 5-6 lande og hovedstæder fra. Med godt 18.000 km samlet, endte mit dagsgennemsnit på knap 125 kilometer. Det lyder måske ikke af meget, og på tysk motorvej er det da også hurtigt overstået. Men på fx Sardinien brugte jeg flere gange mere end 4 timer på at køre blot 100 kilometer. Når en hverdag i camperen også skal fyldes med 6-8 timers arbejde, indkøb, madlavning, cykelture, oplevelser og blog- og artikelskriveri, så er der pludselig ikke mange timer tilbage til søvn, eller for den sags skyld 'at lade roen falde over en'.